Louise Kunø

Louise har investeret i sig selv ved at blive fri for briller.

”Jeg har det sådan nu: ALLE burde jo få rettet deres øjne, det er jo livskvalitet.”

”Jeg er designer på et reklamebureau i Aalborg og sidder primært ved skærmen, hvilket var en af grundene til, at jeg valgte at gå videre med den her operation. Jeg var træt af at skifte imellem at have briller på og ikke have briller på. Jeg har prøvet kontaktlinser men har faktisk aldrig brugt dem. Jeg har valgt bare at bruge brillerne ved skærmen og så se dårligt, når jeg ikke havde dem på. Jeg kunne jo godt komme rundt. Jeg føler nemlig ikke, jeg er helt gammel nok til at overgive mig til at skulle have briller på hele tiden. ”

Regnestykket: Briller eller øjenlaser?

”Jeg stod overfor at skulle have nye briller. Så var der jo regnestykket: Hvad betaler jeg for briller, måske hvert andet år? Fordi det er jo også en del af ens outfit, og hvis man f.eks. beskæftiger sig lidt med mode og tendenser og den slags, så kan man sgu ikke bare have de samme briller for evigt. Og så kan man jo hurtigt regne ud, at der ikke skal købes ret mange briller, før det godt kan betale sig at få øjnene lavet.”

Louise har brugt briller siden hun var 15 år, i starten mest til skolebrug. ”Efterhånden som jeg er blevet ældre og mere bevidst om, at jeg ser dårligt. Jeg rynker panden mere, og har også sagt til min mand: Det bliver dyrere at få rettet de her fuger ud, end at få lavet øjnene. Og han synes jo også bare, at livet er for kort til ikke at kunne se. Han kan slet ikke sætte sig ind i, hvad det vil sige ikke at kunne se.”

Undersøgelsen – det første skridt

”Helt i starten var jeg spændt på, om jeg var egnet til det. Optikeren Nina tog imod mig her i Aalborg, og hun var supersød og imødekommende. Og hun var ikke sådan sælgende, som jeg var lidt bange for. Jeg syntes, hun lyttede og vejledte, og var meget ærlig omkring, at hvis Memira ikke kunne hjælpe mig, så ville hun sige det. Så der følte jeg mig rigtig tryg. Jeg følte mig ikke presset til noget som helst.”

Operationsdagen

”Jeg bestilte tid i starten af november. Og jeg var mega spændt, og jeg var egentligt ikke på noget tidspunkt været bange for det. Jeg syntes, det var fedt at gøre noget fornuftigt for mig selv, så jeg har ikke været bekymret for processen. ”

”Jeg mødte op på operationsdagen. Der sad en fyr og en pige, og der var en super god stemning i venteværelset. Folk var sådan lidt ligesom før en eksamen. Sådan lidt spændte, men på ingen måde noget nogen syntes var ubehageligt.”

”Ham fyren blev kaldt ind, og så sad man og kunne følge lidt med i, hvor lang tid tingene egentligt tager, inden det bliver ens egen tur. Det var meget rart. Man kunne se, han kom ind til lægen, og så gik de over på operationsstuen. Det tog vel 10 minutter. Så kom han ud, og han kunne jo gå på sine ben, og virkede fattet.”

“Jeg kom ind til lægen, der var utrolig behagelig og lægeagtig. Sådan som man godt kunne tænke sig, at en læge skulle være. Ikke for meget fis, bare sådan stille og rolig. Så kom jeg ind på operationsstuen og fik forklaret, hvad der skulle ske. Jeg bemærkede at sygeplejersken, der sad derinde, lagde sin ene hånd på mig, og det er sådan en lille ting, men hvor jeg bare tænkte: Det er fandme god stil altså! Jeg var ikke meganervøs, men det giver alligevel sådan lige de der sidste 5%, at man ved, at det ikke bare er et samlebånd. Det var megarart! Og det er vildt, fordi det gjorde jo ikke ondt på nogen måde. ”

Hvad er et normalt syn?

”Da jeg kiggede ud om aftenen, var der glorier omkring tingene. Det var helt vildt flot og det var der også på billygterne. Det gav sådan nogle flotte gnister, og jeg tænkte: Det kan jo være, at det er sådan det rigtigt skal se ud. Jeg ved jo ikke, hvordan ting reelt skal se ud? Så det der med, at jeg har haft et billede af, hvordan en billygte skal se ud, det kan jo godt være, at det slet ikke er sådan den ser ud. Måske har den i virkeligheden sådan nogle gnister. Men allerede dagen efter var det væk.”

“Det var fedt at komme ned til kontrollen efterfølgende, fordi man jo tænker: Ser jeg mon det, jeg skal se nu? Eller er det for lidt? Eller for meget? Jeg kan jo se det, der tidligere generede mig, at jeg ikke kunne se. Men burde jeg kunne se helt dér hen? Jeg gik og spurgte min mand: Kan du se det der henne? Fordi det kan jeg altså ikke se. Og så var han sådan: Ej det kan jeg altså heller ikke se. Han er i forsvaret og kan i princippet fungere som pilot, fordi han ser så fejlfrit, så han har været ret god at sammenligne med.”

”Optikeren har også sagt: Du ser faktisk bedre end du ville gøre, hvis du så “perfekt”, så vi har skruet lidt mere op for dig. Han viste mig et billede og sagde: Før kunne du slet ikke se, hvad der stod på øverste linje her. Og jeg var sådan: Hold da op. Var det så slemt?! Det har virkelig været en god investering i mig selv. Også i mine år på arbejdsmarkedet. ”

”Jeg gav et gavekort på en forundersøgelse til en kollega, og han fik at vide, at han ikke var egnet, og det, syntes han, var ret fedt. At han ikke bare blev prakket et eller andet på. De sagde også, at han faktisk gik med for stærke linser, så han syntes det var ret fedt med den vejledning. Og det synes jeg bakker min pointe op om, hvor reel og tryg jeg synes Memira er. ”

Efter operationen

”Jeg har det sådan nu: ALLE burde jo få rettet deres øjne, det er jo livskvalitet. Der er så mange ting, vi skal have med os i dag af devices og nøgler, så er det da bare skønt, at man kan strege briller fra listen.  Det er også derfor, jeg aldrig har brugt linser, fordi jeg havde det sådan lidt: Om morgenen man skal tage vitaminpiller, drikke kaffe, man skal alle mulige ting, før man kan fungere. Jeg gider sgu ikke også stå og putte ting i øjnene.”

”Det har været et genialt tidspunkt at gøre det på, fordi der har været ro på og fleksibilitet fra arbejdspladsen, til at man lige kan arbejde hjemme. Men jeg var på arbejde dagen efter, fordi jeg ville gerne ud at se og opleve. Jeg cyklede over Limfjordsbroen for at se, hvad jeg kunne se, når jeg kiggede til siderne. Og der er sådan nogle standere, hvor der står, hvor mange cyklister der er kørt over, og hvad klokken er. Og jeg har aldrig kunne se, hvad der stod på dem. Men det kunne jeg nu, så det var bare mega fedt!”