Sidste chance: Undersøgelse kun 10 kr. (Ord 300kr.) Book nu!
Kundecenter

Mattias Hundebøll

Mattias Hundebøll er, udover tv-vært, far med stort F. Han er aldrig blevet rigtig gode venner med sine kontaktlinser, og brillerne blev en udfordring i samværet med sine børn, som han gerne vil tumle og have dyb kontakt med.

Blind uden briller

Altså, jeg plejer at sige til folk, at jeg var blind uden briller. Og det var også sådan jeg følte mig, fordi uden dem, kunne jeg jo ingenting. Ved siden af brillerne har jeg også brugt kontaktlinser, men mine øjne og kontaktlinser, de har bare aldrig været særlig gode venner. De kløede eller var tørre, og så er jeg også typen, hvor linserne falder ud, hvis jeg blinker lidt for voldsomt. Men briller er også bare en hæmsko, fordi du tænker hele tiden over, at du skal være forsigtig. Og det blev kun mere irriterende, da jeg blev far! Fordi lige pludselig så har man jo små børn, der vil tumle, man har små børn, man vil kysse og man vil kramme, og de der briller er bare i vejen. Man sidder der med sin tre måneder gamle dreng og prøver at holde øjenkontakt, og det eneste han har lyst til, det er at hive i ens briller, fordi de ser mere spændende ud, og det gjorde bare også, at jeg ligesom følte, at der blev en afstand mellem os.

Idéen om at få opereret mine øjne, har egentligt eksisteret i mange år, og hånden på hjertet, så har jeg været skrækslagen. Men allerede ved min første undersøgelse, så kunne jeg jo godt mærke, at jeg var hos nogle kompetente mennesker, der vidste, hvad det her gik ud på. Og set i bakspejlet, så kan jeg jo kun sådan trække på smilebåndet over det, for det viste sig jo at være nemmere end at tage til tandlægen.

Ubehaget sidder mest i hovedet

På dagen for min øjenlaserbehandling kommer jeg ind, og jeg bliver mødt af en sød sygeplejerske, som drypper mine øjne med noget bedøvede. Mens jeg sidder og venter, så er der en anden, der bliver kaldt ind til sin operation. Og så, mens jeg sidder og venter, så venter jeg faktisk at høre skrig og skrål, fra den der stakkels mand. Men jeg hører ikke noget. Og 10 minutter efter, så kommer han ud. Og så siger han til mig: ”Jeg kan se”. Og så tænker jeg: ”Det var lige godt satans”.

Og så bliver det min tur. Jeg kommer ind og møder kirurgen. Sætter mig i stolen og ryster lidt, fordi jeg synes sgu det er lidt grænseoverskridende. Hvis jeg skal forklare min operation sådan helt kort, så er der fire runder, hvor det er lidt ubehageligt, og hver runde tager 10 sekunder. Men det mest ubehagelige, det er altså ens eget hoved.  Ti minutter efter at jeg havde sat mig i stolen på laserstuen, så blev jeg fulgt ud igen, og fik at vide, at nu skulle jeg sætter mig ned og slappe af med lukkede øjne i en halv time. Der blev placeret en skål slik i skødet på mig. Som jeg også fik tømt på den der halve time. Og så var jeg færdig.

Nu som superhelt

Det er jo bare fuldstændig vanvittigt at man kan gå ind til Memira, og halvanden time efter gå ud derfra, og altså, kunne se verden for første gang – klart. Altså jeg er mind blown over, hvor vildt det er. At få opereret mine øjne, det er uden tvivl den største gave, jeg har givet til mig selv og mit hverdagsliv. Jeg plejede altid at være bevidst om, at jeg ikke så så godt. Vejen fra at få en idé til at fører eventyret ud i livet, den er bare blevet kortere nu, fordi at jeg ikke lige skal huske at pakke mine solbriller med styrke, jeg skal ikke lige sørge for at have nogle øjendråber med. Det eneste jeg skal have med nu, det er mine øjne. Det er kraftedeme genialt.

Og så var det helt vildt, sådan at komme ind til det endelige tjek af mine øjne, tre måneder efter behandlingen. For ligesom at få ”doktorens dom”, og få at vide, at mit syn ikke bare er blevet godt! Mit syn i dag, det er 136 % af et normalt syn. Altså jeg er blevet en superhelt. Jeg ser bedre end et normalt menneske. Det er fuldstændig vanvittigt. Altså, det er jo sindssygt!

Det vildeste er, at jeg faktisk går og glemmer, at jeg nogensinde har set dårligt. Den anden dag, da åbner jeg en skuffe i mit klædeskab, og så ligger der sådan to grå æsker og jeg når lige at tænke: ”Hvad fanden er det?!” Det var mine kontaktlinser! Altså jeg har fuldstændig glemt, at det nogensinde har været en del af mit liv. Og det er jo i virkeligheden det bedste tegn på at denne her operation, har været en bragende succes.

Et godt syn, det burde seriøst være en menneskeret. Især, når jeg nu har fundet ud af hvor nemt det er at få fikset!

Book undersøgelse

"Et godt syn, det burde seriøst være en menneskeret."