Sidste chance: Undersøgelse kun 10 kr. (Ord 300kr.) Book nu!
Kundecenter

Memira i El Salvador 2016

Hvad sker der med alle de mange briller, når ejerne ikke længere har brug for dem, efter deres øjenoperationer?

Når du går hjem efter din operation, behøver du aldrig tage dine briller på igen. Det føles sikkert lidt underligt i starten, og du fortsætter måske også med at “rette på brillerne”, selvom de ikke længere er der. Men du kommer næppe til at savne dem, du vil nok snarere nyde  din nyvundne frihed.

Nogen som derimod gerne vil have dine gamle briller, er en af alle de personer i udviklingslandene, som vi hjælper til at få et nyt liv ved at give dem muligheden for at kunne se godt. På den måde er der to, som drager nytte af din operation hos Memira; dig selv og vedkommende som får dine gamle briller.

Hvert år foretager nogle af Memiras ansatte en rejse sammen med organisationen Vision for All, for at uddele briller til trængende, der ikke selv har mulighed for at betale. De sidste år er rejsen gået til El Salvador med en rundrejse til flere forskellige byer. Totalt medbragte vi denne gang 4.000 par briller, som frivillige i Sverige havde rengjort og opmålt inden afrejsen.

Når vi kommer frem foretager vi en enorm mængde undersøgelser og uddeler så mange par briller som overhovedet muligt. Her kan du læse optikeren Ann Charlotte Lindberg (Memira i Stockholm) og klinikansvarlige Marlene Ehrs (Memira i Lund) dagbog fra årets rejse.

Ankomstdagen
vfa7

Endelig er vi fremme i El Salvador efter en 29 timers lang rejse, og en delegation fra velgørenheds-organisationen Madre Cria møder os i lufthavnen. Madre Cria har hjulpet os med at komme i kontakt med de byer, som vi skal besøge under vores ophold. Det er en organisation, der arbejder med velgørenhed inden for eksempelvis hygiejne, i form af tilgang til rent vand, sociale spørgsmål, uddannelse osv. De søger penge til deres forskellige projekter gennem fonder, og lever helt og holdent af disse bidrag.

San Salvador anses som en farlig by, især efter mørkets frembrud, så bevæbnede vagter eskorterer os til vores bosted, som ligger ca. 1 time fra lufthavnen. Vi bor hjemme hos familien Hernandez Lopez i en by der hedder San Pedro Nonualco. Al baggage og alle briller kom godt frem, men 10 kolli blev tilbageholdt i tolden. Vi er dog blevet lovet, at i kan hente det i løbet af i morgen.

Dag 2, torsdag
vfa31

I dag har vi haft “fri” og det føles skønt at få hvilet ud, da vi først kom frem sent i nat. Alle briller er nu kommet frem, så vi har hele 6.000 par briller at dele ud! I formiddags tog vi en spadseretur op til byen, cirka 5 minutter fra vores hus. Det er meget anderledes, end man er vant til hjemmefra. Skure som huse og dårlige veje. Men der findes alligevel det som folk behøver mest – kirke, skole, børnehave og små “huller i væggene”, hvor man sælger alt mellem himmel og jord. Vi bliver reelt nedstirrede, da der selvklart ikke findes mange turister her og det har der nok aldrig været.

Efter frokost kørte vi til en lidt større by, Zacatecoluca, som er hovedstaden i provinsen ”La Paz”. Her besøgte vi et ”supermercado” og handlede lidt småt og godt ind. Mad behøver vi ikke at tænke på, da vi blive vældigt forkælede af vores værtsfamilie.

Dag 3, fredag. Første arbejdsdag
vfa14

Puha… første arbejdsdag er overstået. Det var en meget speciel følelse, da vi i morges ankom til byen San Pedro Masahuat. Borgmesteren Carlos Ramos tog værdigt imod os. Vi fik lov at stå på en “scene” og borgmesteren takkede og velsignede os for at vi var kommet til El Salvador, og begge vores landes nationalmelodier blev spillet.

Der var en lang kø af mennesker, der ventede da vi kom. Det lykkedes os at lave hele 454 undersøgelse og dele ca. 600 par briller ud. Vi har fået både kys, kram og velsignelser fra det taknemmelige folk. Der var til og med TV der kom og filmede.

vfa13

Undersøgelsesmetoden, som vi benytter os af her i El Salvador, adskiller sig meget fra den undersøgelse, vi foretager derhjemme. Vi har 2 optiker-stationer og formår at håndtere ca. 175-225 undersøgelser pr. dag. Ved hånden har vi en testboks og “flipbriller” i forskellig styrke. En undersøgelse tager ca. 2-3 minutter. Ud fra resultatet deler assistenterne briller ud, der passer. Det kan være lidt besværligt til tider. Kan de ikke lide brillestellet siger de, at det er sløret. Så tester man med et andet stel, men i samme styrke, og vupti – så ser de godt!

Dag 4, lørdag
Klokken er nu 20:00. Regnen pisker ned, smadrer hårdt mod bliktaget og det er knapt nok muligt at tale med hinanden. Vi har haft endnu en vellykket arbejdsdag. Samme procedure som i går med velkomsttale og vores nationalsange. Der var også lang kø her. Vi undersøgte 462 personer og uddelte mindst lige så mange briller i dag, som vi gjorde i går.

Stort tak til alle hjemme i Sverige, Danmark og Norge, som indleverer deres briller, når de ikke længere har brug for dem. De kommer virkelig til deres ret,  behovet er så stort og menneskerne som får dem bliver så glade og taknemmelige. De første to dage har virkelig givet os en masse indtryk og eftertanke. Vi fik at vide, at der normalt plejer at komme 300 personer pr. dag, og nu har vi på 2 dage haft mere end 900 igennem. Vi er supertilfredse med os selv, men vi skal stadig formå at have briller klar til uddeling i yderligere ni arbejdsdage.

Dag 5, søndag
vfa25

I dag har vi hviledag. Borgmesteren Carlos Ramos har inviteret os til et strandhotel for lidt afslapning og hvile. Ved stranden var det bare os fra Memira og VFA, vores chauffør og vores to følgesvende fra Madre Cria; Carlos og Amelia. Det var en rigtig skøn slappe-dag, hvor vi sad og nød stilheden og Stillehavet på en strandrestaurant. Der var også pools som vi kunne bruge, men vi hoppede i Stillehavet med den stærke strøm i stedet.

Dag 6, mandag
Vi var desværre nødt til at begrænse antallet af undersøgelser til 300, men det blev da alligevel til 338. Det var som sædvanligt vældigt varmt. Det passede godt at kunne få et køligt bad, da vi kom hjem. Bruseren har kun én indstilling – koldt/lummert. Det er lidt mærkeligt i begyndelsen, men fantastisk skønt efter en lang varm arbejdsdag.

vfa29

Man vænner sig hurtigt til det lidt enklere liv, end det man er vant til hjemmefra. Det er let at konstatere, at vi har en ekstrem høj standard i Norden. Sådan noget, som vi bare tager for givet, at man kan drikke vandet fra hanen, at vi har koldt og varmt vand, og at det er muligt at skylle ud i toilettet – det findes overhovedet ikke her. Der findes et stort kar i badeværelset, som er fyldt med vand. Fra det kar tager man vand, når man skal skylle ud og man kaster selvfølgelig ikke papir i toilettet. Ret ofte sker det, at der ikke er noget vand i hanerne overhovedet, og så anvender man vandet fra karret i stedet – selv når man skal bade.

Dag 7, tirsdag
vfa17

I dag stod vi lidt tidligere op. Vi havde en cirka 2 timer lang biltur til Concepcion Bartes. Der var en mere jævnt fordel strøm af patienter i dag. Ingen superlange køer som tidligere, så i dag foregik det i et betydeligt mere roligt og humant tempo. Men vi kom da alligevel op på vores forventede 300 undersøgelser.

vfa6
Concepcion Bartes er en lidt mindre fattig by, og derfor er menneskerne lidt mere kræsne. Mange brød sig mere om hvordan stellet så ud, end om de så godt med brillen. Men der kom naturligvis mange fattige, som var utroligt taknemmelige.

Den ældste i dag var en mand på 90 år, med bare et fungerende øje. Hans ønske var at kunne læse biblen. Det fixede vi med et par briller med styrke +6.00. Han blev SÅ glad!

Dag 8, onsdag
vfa3

I dag var vi i den samme by som i går. Vi fik sovet lidt længe og kørte først afsted omkring kl. 7:30. Vi sidder nu i bilen på vej hjem. Det er fint vejr, solen skinner og der er en behagelig brise. Man begynder at vænne sig til det fugtige klima.

Vi var allerede færdige lidt efter frokost i dag. Alle kasserne med briller blev spændt fast på biltaget og så kørte vi hjem. Vi gav os selv en afslappende eftermiddag, da vi kom hjem. Værtsfamiliens 10-årige datter Johana (Johanita) er overlykkelig, når vi er der, og hun tilbringer gerne nogle timer med os i ny og næ, hvor hun fletter vores hår og også gerne selv vil have en fiks frisure. Hun øver sig på sit engelsk, og vi får muligheden for at øve os på vores spanske.

vfa18

I øvrigt består familien af Carmencita, og hendes forældre. Carmencitas datter Yoana og Yoanas mand Hugo. Og så selvfølgelig lille Johanita. Carmencitas anden datter og mand har i ca. 15 år boet i USA. Manden kan ikke rejse tilbage til El Salvador, da han bor illegalt i USA, hvor han arbejder og sender penge hjem til familien i El Salvador.

Huset vi bor i er ca. 120 kvm. stort. Et hus i et plan, med en veranda løbende hele vejen rundt om. Huset er bygget af store betonblokke og har et bliktag. Der er de samme murede vægge indenfor, så ingen fiks tapet her. Der findes heller ikke noget undertag – der er bare bliktaget, som man ser nedefra. Hoveddøren er en stor tung ståldør. Der er en åben planløsning med 3 store soveværelse og 2 badeværelser, hvor af det ene ikke virker. Så vi er 6 personer, der deles om et badeværelse, men det går rigtigt godt. Der er en stor stue, med et spisebord, der hænger sammen med køkkenet.

Der findes intet køleskab eller skuffer i køkkenet. Køkkenet er U-formet, men en høj “bar-del” vendende mod hallen. Modsat fra denne står en opvaskebænk, som ligner en gammel vask fra et gammelt vaskerum. Mod væggen derimellem står et usselt gult gaskomfur og et gammelt gult køleskab. Intet sidder sammen – alt står lidt “ensomt”. Det er ikke så minutiøst indrettet et køkken som derhjemme. Men det er funktionelt. Grunden er indhegnet bag et højt stakit og en stor høj låge. En stor jungle-lignende grund, som vi ikke har turde udforske. Der vokser majs lige ved siden af huset.

Dag 9, torsdag
vfa9

I morges fandt jeg en skorpion under min trøje. Malene havde set den ude på toilettet om natten og om morgenen dukkede den så op mellem mit tøj. Uha….

I dag lavede vi undersøgelser i vores “egen” by. Det foregik hjemme hos Sergio, som er tidligere borgmester for byen. Sergio havde stillet sin sofa og sit spisebord op, så vi kunne holde til i spisestuen og i stuen. Garagen blev lavet om til venterum.

vfa30

Da vi var færdige med at arbejde fik vi en lille rundvisning på hans kakao-plantage. Vi fik lov til at smage og sutte på bønnerne. Der var en hvid slimet masse, som dækkede bønnerne og som smagte sødt. Jeg tænkte, at sådan må det føles at have en dræbersnegl i munden. Appelsinerne, som vi fik lov at smage, smagte betydeligt bedre.

Dag 10, fredag
vfa5

Sidste arbejdsdag i denne uge og også i dag i vores “hjemby”. Vi har arbejdet syv dage nu og har lavet ca. 2.100 undersøgelser. Indbyggerne i byen kalder os for “gringoer”, og de er alle meget venlige. Folk er meget religiøse og kirken er deres naturlige mødested.

Dag 11, lørdag
vfa23

I dag skal vi besøge Madre Cria og have en præsentation af, hvad det er de gør. Så i morges blev vi hentet af en pick-up. Vi sad bag på ladet, mens vi kørte længere op bjergene, hvor vi besøgte to familien. Madre Cria har hjulpet familierne med vandforsyning. Der findes ingen rindende vand, da de bor så utilgængeligt i bjergene at man ikke har trukket vandrør helt derop. I stedet samler man regnvand i store cisterner og renser det, så det kan drikkes.

img_3109

I den første familie boede blandt andet en mand i 35-års alderen, som sad i kørestol. Han var blevet lam, da han faldt ned fra en palme, mens han var i gang med at samle kokosnødder. Han havde omskolet sig til at være snedker, og lavede nu møbler som senge, borde og stole. Mest på bestilling dog. En seng tager ham 4 uger at lave. Han havde meget enkelt værktøj, men formåede alligevel at skabe imponerende flotte møbler.

vfa27

Efter en præsentation på Madre Crias kontor tog vi til stranden, Costa del Sol. Det lignede en vindblæst niki-strand, som ikke havde været brugt i flere år. Men for El Salvador-forhold var det meget luksuriøst. Det var en mærkelig kontrast i forhold til det vi havde set og oplevet om formiddagen. Vi badede og hoppede i bølgerne,  som er konstant høje og strømmen er stærk. Vi sad og slappede lidt af i restauranten efterfølgende – det er nemlig ikke sådan at man lægger sig ud i solen. Det var lidt tåget i dag, cirka 30 grader i skyggen og lige så varmt i vandet. Vi var hjemme igen ved 20-tiden, hvor maden allerede stod klar på bordet. Vi bliver virkelig forkælede!

Dag 12, søndag
I dag har vi haft fri! Vi hyrede vores chauffør til at tage os på rundtur. Om formiddagen kørte vi til San Salvador. Vi besøgte kun de meste centrale dele og kiggede blandet på en kirke. Vi slentrede lidt rundt og kiggede på alle boderne, og handlede også en smule.

El Salvador er et fascinerende land. Folk står overalt og sælger alt mellem himmel og jord. Langs alle veje kan man købe chips, vand, frugt, grøntsager, kød, hængekøjer og til med møbler nogle steder.

vfa22

Efter frokost besøgte vi markedet og bagefter tog vi til Parque Nacional El Boqueron og kiggede på den meget kratfulde vulkan. Vi indtog aftensmaden i nærheden på et super luksus-agtigt sted med fantastisk udsigt over San Salvador og bjergene. Det var virkelig godt med et stykke kød og bagt kartoffel med hvidløgssmør, i stedet for røræg, bønner og stegt banan, som vi ellers plejer at få.

Dag 13, mandag

vfa11

I dag var vi i byen Cuyultitan, cirka 50 minutters køretur væk. Der sad gud ved hvor mange mennesker og ventede på os, da vi kom. Omtrent 400-500. Efter udpakning af briller og opsætning af undersøgelsesstationerne var det tid til den sædvanlige velkomstceremoni. Det var lidt sjovt denne gang, da de spillede Sveriges nationalmelodi. Der var fire vers, og jeg må erkende at de sidste to har jeg aldrig hørt før. Men vi sang med!

Borgmesteren og hans stab var utroligt venlige. Vi kunne mærke den venlige stemning, med det samme da vi ankom. Der var en herlig atmosfære og det kunne virkelig mærkes, at han tog sig af og brød sig om folkene i  byen.

vfa12

Vi formåede at nå ca. 450 undersøgelser. Desværre var der 50 stykker, som vi ikke kunne hjælpe i dag, men borgmesteren skrev alle op, som gik tomhændet derfra, og lovede at de vil blive prioriteret til næste år. Alle kunderne var utroligt taknemmelige for vores hjælp, og så føles jobbet ekstra sjovt. Vi følte os utroligt stolte og glade over dagens præstation.

Bilrejsen hjem gav tid til  eftertanke. Dels grundet lørdagens besøg hos familierne i bjergene, men også eftertænksomhed over hele oplevelsen i landet. Lykken over at kunne komme med på denne rejse, ogg at kunne gøre så meget godt for andre mennesker. Det er så utroligt berigende og jeg er både taknemmelig og glad.

Dag 14, tirsdag

vfa10

Næstsidste arbejdsdag. Vi var i byen San Luis Talpa. Dagens borgmester var slet ikke lige så sympatisk som gårsdagens. Han var rigtig belastende og blev sur, da vi sagde at vi ikke formåede at lave 500 undersøgelser på en dag. Han blødte dog lidt op til sidst. Kunderne derimod var meget tilfredse og taknemmelige – og det er trods alt det vigtigste.

Dag 15, onsdag

I dag fik vi lov til at sove lidt længe. Morgenmaden serveres ved 7.30-tiden, men jeg vågner som sædvanligt ved 5-tiden. Jeg plejer at stå op, lave mig en kop kaffe og ligge og slappe af i hængekøjen inden alle andre vågner. Det er det bedste tidspunkt på dagene.

vfa26

I dag var vi i en lille by, som hedder San Miguel Nonualco. Vi arbejde en halv dag og var værdige ved 13-tiden. Derefter spiste vi frokost og kørte hjem for at forberede aftenens fiesta.

Vi har inviteret folk, som vi har arbejdet sammen med under vores tid hernede, og så naturligvis også væres værtsfamilie. Vi var cirka 30 personer, som vi bød på et klassisk svensk måltid – en “flyvende Jakob”. Det var alt i alt en vellykket fiesta.

vfa21

En sjov overraskelse til os var, at der kom et Mariachi-band og spillede for os. Med trumpeter, forskellig slags strengeinstrumenter og tårevædende spanske kærlighedssange underholdt de os et par timer. Det føltes helt vanvittigt, men var rigtig sjovt.

Dag 16, torsdag
vfa24
Vi skulle egentlig have haft fri i dag, men vi blev spurgt om vi ikke ville køre tilbage til den første by, så der arbejdede vi en halv dag mere. I dag er sidste dag hos familien Hernandez-Lopes. Det var trist at tage afsked med familien. Carmencita græd i stride strømme og vores øjne blev også ret så tårefyldte. Alle i familien har taget sig så godt af os. Nu venter der et par fridage ved standen, inden vi igen rejser hjem til Sverige.


Epilog
Rejsen til El Salvador har været en fantastisk oplevelse. Vi er så glade for, at vi fik muligheden for at tage med. Når man er der mærker man virkelig taknemmeligheden fra folket. De har grædt, kysset, krammet og velsignet os tusind gange og om igen. Noget af det, som virkelig slog os var, at trods fattigdom og mangel på materielle ting, så var det et tilsyneladende lykkeligt folk. Det giver stof til eftertanke til vores liv her i Norden, og det som oftes nævnes nu om dage: “Hvorfor har vi det så dårligt, når vi har det så godt”.

Jeg tror at folket i El Salvador har formået at leve i nuet og værdsætte det, de har. Ikke som os, der hele tiden stræber efter mere. At leve i nuet – det er en gave at kunne gøre det. Jeg har helt klart ændret mig efter rejsen. Det er svært med kontrasterne, svært at komme hjem til hverdagen.

Vi har set hvor godt alle de briller, som vores kunder hjemme i Sverige, Danmark og Norge har skænket, kommer til nytte. Der ligger meget forberedelse bagved – og alle ildsjælene i Memira og Vision For Alle gør et fantastisk godt stykke arbejde.