Sidste chance: Undersøgelse kun 10 kr. (Ord 300kr.) Book nu!
Kundecenter

Øjets anatomi

Dine øjne er mere fascinerende, end du tror…

Evnen til at kunne se verden omkring os, afhænger af at vi både kan registrere og tolke lysindtrykkene fra omverdenen rigtigt. Øjets anatomi er fascinerende – og indeholder mange flere elementer og komplicerede facetter, end man umiddelbart kan se. Øjet er et imponerende instrument og selve fundamentet for synet. Faktum er, at man slet ikke kan se før lysimpulserne er sorteret og tolket langt tilbage i synscenteret, som findes i den bagerste del af hjernen (den occipitale lap).

For at du kan få en bedre forståelse af øjets anatomiske opbygning og viden om hvordan øjet egentlig fungerer – så har vi udarbejdet denne “forklaringsordbog”. Vores hensigt er, at vi med dette indlæg kan give dig indsigt i øjets  anatomi og de mange spændende elementer, som det indeholder.

Sådan ser øjet ud:

ojet_anatomi_dk

Kammervinklen

Kammervinklen er den vinkel hvor regnbuehinden og hornhinden mødes. Området mellem de to hinder kaldes for det forreste kammer. Det er fyldt med kammervand – en væske, som leverer oxygen og næring til øjet. Kammervandet skiftes hele tiden ud og er fuldstændigt udskiftet i løbet af fire timer. Dræningen af kammervandet sker i kammervinklen.

Hornhinden

Hornhinden (på latin kaldet cornea) er den forreste gennemsigtige del af øjet. Hornhinden er så at sige “øjets vindue mod omverdenen”. Hornhinden har sensitive nerver for at beskytte øjnet og vores syn. Berøring og andre ydre påvirkninger af hornhinden vil udløse en umiddelbar refleks som lukker øjenlåget.

For at se klart må lyset brydes til fokus på nethinden. Hornhinden står for ca. 2/3 af lysets brydning i øjet, resten står linsen for. Hornhindens brydning er fast eller definitiv, men lysets brydning kan ændres ved at linsen ændrer sin form.

Hvis lysbrydningen i øjet er “for stærk”, resulterer det i nærsynethed (myopi). En for svag brydning resulterer i langsynethed (hyperopi). Forskellig krumning i forskellige retninger på hornhinden kaldes for bygningsfejl. Såvel bygningsfejl, som nærsynethed og langsynethed kan korrigeres med briller, kontaktlinser eller en øjenlaserbehandling.

Linsen

Linsen ligger lige bagved regnbuehinden og har hverken nerver eller blodkar. Den får sin næring fra kammervandet. Linsens opgave er, sammen med hornhinden, at bryde lyset til nethinden og ændre fokus fra langt væk til tæt på. Linsen er fæstnet med tynde tråde i strålelegemet (corpus ciliare).

Når vi fokuserer for at se ting tæt på, så ændres linsens form idet den ringformede muskel (ciliarmusklen) i strålelegemet spændes således at trækket i trådene mindskes og linsen får en rundere form. Dette giver stærkere lysbrydende flader, også kaldet akkomodation – som er fokuseringsevnen. Evnen til at akkomodere aftager med alderen, når linsen mister sin elasticitet. Dette medfører, at man får brug for læsebriller, for at se ting tæt på.

Med alderen reduceres linsens klarhed også, og mange udvikler grå stær, som er synstab som følge af en uklar linse. Begge dele – både linsens manglende elasticitet og den øgede grad af uklarhed i linsen – er naturlige aldersforandringer som de allerfleste af os vil opleve før eller siden. En linseudskiftning kan erstatte vores naturlige linse med en ny klar linse med flere fokuspunkter, så man igen kan se godt på forskellige afstande.

Pupillen

Pupillen er lysåbningen i øjets regnbuehinde (iris). Pupillen kan i princippet sammenlignes med blænden eller lukkefunktionen på et kamera, idet den justerer mængden af lys, som kommer ind i øjet. Hos mennesker og dyr (men kun enkelte fiskearter), tilpasses størrelsen på pupillen til lysniveauet ved hjælp af refleksmæssige sammentrækninger og udvidelser af regnbuehinden.

Ændringerne i pupillens størrelse kaldes pupilrefleks. I dagslys har menneskers pupil en diameter på cirka 1,5 millimeter, i svagt lys øges diameteren til ca. 8 millimeter. Pupilstørrelsen kan også påvirkes af medicin, alkohol, narkotika eller til og med følelser som forelskelse. I disse tilfælde holder endorfinerne i blodet pupillen stor. Pupillen ser sort ud, eftersom det meste af lyset som rammer pupillen absorberes af væv i det indre øje.

Regnbuehinden

Regnbuehinden (iris), er en anatomisk struktur i øjet som alle hvirveldyr – inklusiv mennesket – er udstyret med. Regnbuehinden er en ringmuskel som justerer pupillens størrelse afhængig af omgivelsernes lysintensitet. Regnbuehinden giver også øjet farve. Farven bestemmes af hvor meget pigment, der findes i vævet.

Nethinden

Nethinden (retina) er et tyndt lag af celler som dækker øjets bund, og det er dét væv hvor vores synsindtryk opstår. Nethinden indeholder omkring 130 millioner sanseceller. Når lys rammer disse celler, så opstår der nerveimpulser. Disse impulser ledes via synsnerven til synscenteret i hjernen, som bearbejder og tolker den information, som vi ser.

Nethindens lyssensitive celler kaldes for fotoreceptorer, og overordnet har vi to typer som kaldes for henholdsvis stave og tapper. Stavene er mest lyssensitive og benyttes ved mørkesyn, men de kan ikke differentiere mellem forskellige farver. Tapperne brugers i gode lysforhold og giver farvesyn. De nervesignaler som skabes i receptorcellerne, gennemgår en kompleks behandling af nethindens øvrige nerveceller.

Nethinden er ikke bare en passiv detektor af lys, men har en vigtig rolle i tolkningen af synsindtryk – den visuelle perception. I løbet af fosterudviklingen skabes både nethinden og synsnerven som vækster fra hjernen. Nethindens net af blodkar er unikt for hvert enkelt menneske, og kan blive brugt til at identificere individer.

Glaslegemet

Glaslegemet (corpus vitreum) er en gennemsigtig gelélignende masse, som fylder rummet mellem linsen og hornhinden. Glaslegemet består mest af vand, men indeholder også fibre og immunceller (fagocytter).

Det er normalt, at der opstår uklarheder i glaslegemet. Det skyldes som regel aldersbetingede ændringer, som gør at vævet ”klumper sig sammen”. Disse uregelmæssigheder – også kaldet floaters (muscae volitantes) – kaster skygge på nethinden og ses som flyvende ”fluer”, pletter eller tråde/spindelvæv. Dette er helt ufarligt. Floaters kan også skyldes blødninger eller andre tilstande i øjet som kræver nærmere udredning og eventuel behandling.

Den gule plet

Den gule plet er et lille område af nethinden som repræsenterer vores detaljesyn/centralsyn. Det er her, at objektet som du ser, bliver afbilledet, så du ser det på den ”rigtige måde”. I den gule plet står synsreceptorerne tættere end andre steder på nethinden. Jo tættere nervecellerne står, jo mere detaljerede kan vi se. Her er det kun tapper (farve-receptorer) og ingen stave (mørkesyns-receptorer).

Når du ser på stjernehimlen, kan du med fordel se lidt til siden, for at se en lille stjerne bedre. Dette skyldes at stjerne så bliver observeret af en mindre central del af nethinden, der indeholder stave, som er mere sensitive i lav belysning.

Den blinde plet

Den blinde plet (optic papilla), er det område i øjets nethinde hvor synscellernes nervefibre samles i synsnerven (kranialnerve II, opticus). Synsnerven leder synsinformation til hjernen. Som det fremgår af navnet, ser man ikke noget i dette område af nethinden. Ved en synsfeltsundersøgelse fremstår dette område som blindt og det benyttes derfor som fikseringspunkt ved lignende øjenmedicinske undersøgelser.

Synsnerven

Synsnerven (nervus opticus), er den nerve som overfører visuel information fra nethinden til hjernen. Der udgår en synsnerve fra hvert øje, dvs. vi har totalt to synsnerver. Synsnerven betegnes som den anden kranialnerve (hjernenerve) og skabes af nervefibre (axoner) fra nervecellerne i nethinden. Hver synsnerve indeholder omtrent 1.000.000 nervefibre. Nerven går fra nethinden ud fra øjets bagerste del, via synsnervekrydsningen (chiasma), og videre til et område i hjernen kaldet thalamus. Her dannes synapser med nye nerveceller, synsindtrykkene bliver sorteret og sendes videre til synscenteret i hjernen, hvor tolkningen af synsindtrykkene sker. I synsnervekrydsningen bliver nervetråde fra højre og venstre nethindedel fra de to øjne samlet, og krydset til hver sin side.

Ikke alle nervefibrene ender i thalamus. Nogen fibre tager en anden vej efter synsnervekrydsningen, og bidrager til øjenbevægelser, regulering av pupildiameteren og akkomodation. En lille del af nervecellerne følger deres egen vej for at formidle information om lys og mørke til de neurale regioner som regulerer kroppens døgnrytme, inklusiv vores søvnmønster.

 

Gratis online kursus om øjenoperationer!

På Memiras 5-dags kursus får du al den viden, du behøver om øjenoperationer.

Udfyld din mail herunder, så modtager du hver dag i 5 dage, en mail som giver dig mere relevant viden om øjenoperationer. Kurset begynder så snart du har tilmeldt dig.

Alder