Samsynsproblemer

Samsynsproblemer opstår, fordi øjnene ikke samarbejder, som de skal, hvilket kan føre til symptomer som trætte øjne, smerte i og omkring øjnene, hovedpine og dobbeltsyn. Det kan bl.a. opstå som følge af synsfejl eller af at øjets muskler ikke fungerer optimalt. Forskellige typer af samsynsproblemer kræver forskellige former for behandling, derfor er det vigtigt, at man får den rette diagnose.

Man har fungerende samsyn (binokulært syn), når to raske øjne samarbejder om at informere hjernen om, hvilket synsindtryk den skal bygge. Øjnene fokuserer på det samme objekt, men da øjnene sidder et lille stykke fra hinanden, kommer billederne fra to forskellige vinkler. Billederne, som opfanges af hhv. høje og venstre øje, er således ikke helt ens, men dog tilstrækkeligt ens til at hjernen kan smelte det sammen til ét synsindtryk. Forskellene kan hjernen bruge til at forstå bl.a. afstand, retning og hastighed.

Grundforudsætningen for et fungerende samsyn er, at man har godt syn samt evnen til at fokusere (akkommodere), på begge øjne. Øjnenes muskel- og blikbevægelser skal være synkrone og blikket skal kunne fikseres. Hvis nogle af disse grundforudsætninger ikke opfyldes, kan der være et samsynsproblem (binokulær dysfunktion).

Årsager til samsynsproblemer

I nogle tilfælde kan samsynsproblemer opstå som følge af en ukorrigeret synsfejl, som ligger bag samsynsproblemet. I disse tilfælde kan et par briller med den rette styrke løse problemet.

Nogle gange kan det være musklerne i øjnene, der skaber samsynsproblemet. Skelen kan f.eks. være et resultat af, at der er nogle af øjets ydre muskler, der ikke fungerer, som de skal. Men der findes også muskler inden i øjet, som kan skabe samsynsproblemer, f.eks. de muskler som gør at vi kan fokusere.

Samsynsproblemer er ofte medfødte, også selvom de undertiden bliver mere fremtrædende med alderen.  Dog har man, over de seneste år, set en stigning i antallet af folk med samsynsproblemer, hvilket man tilskriver det øgede forbrug af skærme på smartphones og tablets. De anstrengelse man gør, for at kunne fokusere på små skærme, ofte og i længere perioder, trætter øjnene. En del mennesker  som de tidligere har kunnet kompensere for samsynsproblemerne, begynder pludselig at opleve symptomer.

Symptomer på samsynsproblem

Hvor besværet man er af sit samsynsproblem afhænger i høj grad af den bagvedliggende årsag, og varierer i øvrigt meget fra person til person. Som nævnt kan en del mennesker gå rundt med samsynsproblemer uden at mærke til det, eftersom deres øjne kan kompensere for det.

Typiske symptomer på samsynsproblemer kan være, at du føler dig træt i øjnene, oplever dobbeltsyn eller har svært ved at bedømme afstande. Du kan også få hovedpine (oftest lokaliseret i panden) eller smerte i og omkring øjnene. Når du læser, kan det opleves, som om at bogstaverne hopper lidt, eller du kan opleve koncentrationsbesvær.

Hos børn kan det være svært at opdage samsynsproblemer fordi de ikke selv forstår at der er noget i vejen. Tegn på samsynsproblemer, kan f.eks. være at børn har svært ved at koncentrere sig, eller ikke bryder sig om at kigge på små skærme. En del børn som diagnosticeres med læse- og skrivevanskeligheder, kan i virkeligheden have problemer med samsynet.

Behandling af samsynsproblemer

Behandlingen af samsynsproblemer afhænger af den bagvedliggende årsag. Hvis årsagen er en ukorrigeret synsfejl, kan briller med den rette styrke hjælpe. Hvis det er øjets muskler som ikke arbejder, som de skal, kan behandlingen være optiske øvelser eller prismebriller, i visse tilfælde en kombination af disse. Hvis problemet er stort, kan det være nødvendigt med en operation.

Spørgsmål?

Book tid

Se ledige tider og book en undersøgelse

Eller book via telefon på 88 80 28 00